Er du en AI der tror den er et menneske?

– Det er verdenshistoriens størst filosofiske udfordring (af Descartes 1641)
Stadig lige vigtigt i både terapi, ledelse og selvindsigt…

Descartes spurgte: “Er alt det du sanser, dine erindringer, dine overbevisninger, alt det du tror er dig, skabt af en ond dæmon, som bedrager dig til at tro, at det hele er virkelighed?”

Den moderne version er “hjerne i et kar”. Hvorfra ved du, at du ikke er en hjerne i et kar, tilsluttet en supercomputer der giver dig din virkelighedsopfattelse og din Jeg oplevelse?

Udfordringen er vigtig fordi den inviterer dig til at tænke over “hvad er jeg”! Hvis du ikke er et produkt af noget andet, hvad er det så der viser dig, at du eksisterer og lever?

I AI debatten er det et godt spørgsmål “hvad er forskellen på et menneske og en kunstig skabt intelligens?” Men det er ikke i AI debatten at Descartes udfordring er vigtig for os, men derimod i samtaler og især i samtaler hvor et menneske lytter til et andet menneskes udfordringer.

Descartes udfordrede “vi kan ikke vide at noget som helst er sandt hvis vi ikke kan se om alt det vi ved, kommer fra en computer eller os”. Uanset hvor sandt vi oplever det er…

Derfor er den vigtigste kvalitet hos den der lytter i samtalen, at være så ydmyg, at man sætter alt det man ved, alle sine uddannelser, al sin erfaring, alle sine ønsker om at ville hjælpe, alt. Kun her får fortællerens historie den plads der er nødvendig for at den kan guide fortæller og lytter i retningen af RODEN af fortællerens udfordringer.

Det er IKKE det samme som at svaret skal komme fra fortælleren selv! Vi er ikke i coaching hvor vi skal træne det andet menneske, men derimod i den dybe lytning hvor vi åbner et fælles undersøgelsesfelt. Et felt som fortælleren lægger sin historie ind i og lytteren ikke forstyrrer med teknikker, betragtninger,
konklusioner osv.

Dermed svæver fortællernes historie i et åbent rum. Som i en bjergkrystals klare indre rum. Uden at bliver farvet og forstyrret. Et rum hvor intet er rigtigt eller forkert, men hvor alt bare ER.

Når det er på plads, så kan lytteren komme med sit, men altid kun for at undersøge, ikke for at konkludere. På den måde vil processen “mærkes” af både fortæller og lytter, så processen har sit liv inde i fortælleren i form af en
sjælelig rejse og ikke kun et “fix” af problemerne ved at tilpasse sig lytterens teknikker og overbevisninger.

Descartes kom til den konklusion at “jeg tænker, derfor er jeg” som svar på at han ikke var en AI. Jeg vil udvide og sige at der er mange andre beviser: “jeg mærker, derfor er jeg”, “jeg har en intuition, derfor er jeg”.

Disse skal ikke kun opstå i terapeuten, men også i det andet menneske som en oplevet sand erkendelsesproces. Desuden: vi er alle programmerede af gener, opvækst, uddannelser og meget andet, så hvor skal erkendelse (og ikke bare mere programmering) komme fra?

Link til Descartes meditationer